10 sunde snacks, som kan erstatte slik og chips
Når man nærmer sig julemåneden, kan der være stor grund til at søge mod det søde slik og snacks. Det ligger i vores kultur, at vi laver en del slik, som skaber den danske hygge, og som indebærer sukker, marcipan, chokolade, krymmel, glasur, og hvad der ellers ligger indenfor sukkerkategorien. Dette kan dog være en farlig cocktail for kroppen, især fordi man ikke er vant til at få så meget sukker, hvilket påvirker blodsukkeret utroligt meget, og også fordi det simpelthen ikke er sundt for kroppen med alt det sukker.
Den danske hyggekultur versus sundt slik
Man kan derfor som dansker godt komme i noget af et dilemma, når man møder op på arbejdspladsen, til julefrokost, til bedsteforældrene, der har kræset ekstra godt om sin familie med julegodter og i børneinstitutionerne, hvor der er julehygge og børnefødselsdage. Hvad gør man så? Vi vil her give konkrete råd til 10 sunde snacks, som kan erstatte slik og chips, så man i stedet får noget sundere indenbords både generelt i løbet af året samt under julemåneden.
1. Nødder og mandler
Naturens eget slik fornægter sig aldrig, og her taler vi om nødder og mandler. De kan købes i de fleste supermarkeder, hos grønthandlere og i helsekostbutikker. Det er meget sundt med nødder og mandler for kroppen, og det er nemt at lave og have med på farten. De er nemme at have med i tasken, hvis du dyrker sport eller går i fitnesscenter.
De bliver ikke fedtede af at være opbevaret i en plastikboks eller i en frysepose, og de kan snackes, lige når du har brug for at få lidt til energiniveauet og blodsukkerstabiliseringen. Du kan også blande dem med rosiner, og dermed kommer der også en sødme med i blandingen, som kan være godt, hvis du er en rigtig sukkergris og savner noget sødt. De har også noget tekstur, som man kan tygge i, hvilket også fremmer mæthedsfølelsen.
2. Tørret frugt
Der findes efterhånden en del varianter af tørret frugt hos supermarkederne, hos grønthandlerne og i helsekostbutikkerne. Det kan være alt fra abrikoser, bananer, figener, dadler, tranebær og så videre, som findes i poser, som du nemt kan tage med dig, hvad end du pendler hver dag fra og til arbejde, studie eller skal give dine børn et sundt alternativ med i madpakken. De er også gode at have med til sport og fritidsaktiviteter, fordi de ikke bliver snaskede, klamme og våde og derudover holder sig i lang tid.
Det kan også være en fordel, hvis du for eksempel er på vandretur eller ude at sejle, hvor du skal have nogle snacks og slik, som ikke lige kan komme i køleskabet og skal kunne holde sig lang tid uden at blive dårlige. Vælg lige den frugt, som du elsker allermest og gå efter den. Så vil din krop ikke savne noget sukkerslik, fordi det tørrede frugt giver en dejlig sødme og også syre til smagsløgene.
3. Rosiner
Rosiner er tørrede vindruer, som især kommer som et restprodukt fra vinproduktionen rundt omkring i verden. Disse små, sorte kugler er ideelle i de små pakker til dit barn, som en sund del af madpakken.
De kan også bruges i de små pakker som en del af en skattejagt, når børnene skal have en præmie, efter de har fundet skatten eller som en del af tøndeindholdet, når de slår katten af tønden. Rosiner kommer i mange udgaver, både almindelige og økologiske, så du kan finde dem, du synes bedst om.
4. Dadelkugler
Det er blevet meget trendy at lave alskens varianter af dadelkugler. Disse små, søde kugler er lavet af dadler og andre gode sager. Dadler kan både købes i supermarkeder og i grønthandlere, og de kan blendes med kokosolie, honning, kokos og havregryn og dernæst trilles i kakaopulver, lakridspulver, kokos eller hindbær støv. Så har du også de lækreste snacks og slik, som er søde og sunde på én gang.
Det er især indenfor yoga-verdenen og den ayurvediske praksis, at man ser forskellige bud på disse lækre dadelkugler, så søg gerne på yoga-websites eller på instagram, og find lækre opskrifter her.
5. Pandekager uden sukker
Det er muligt at erstatte sukkeret i pandekager med sødemidler i stedet, som ikke indeholder det raffinerede sukker, og der kan også vælges at bruge honning som sødestof. En almindelig pandekage er typisk lavet af mel, bagepulver, mælk, olivenolie, æg og noget sødestof. Der er ikke noget så lækkert som en pandekage smurt med peanutbutter i den søde kategori eller som madpandekage som mellem måltids snack, hvor den kan smøres med hummus, smøreost eller nøddepaté.
Tag den gerne med som en del af madpakken eller som en sund mellemmåltidssnack, når du dyrker sport eller har en aktiv fritidsinteresse. Pak den gerne ind i genanvendeligt mellemlægspapir, så den ikke fedter rundt i tasken eller blandt de andre pandekager. Så har du altid et dejligt sundt snack-måltid ved hånden, som ikke kræver bestik eller tallerken.
6. Chips af rodfrugter
I stedet for de traditionelle saltede chips, kan du prøve at lave dine egne rodfrugtchips i stedet for. De smager eventyrligt og kan være helt vanedannende.
Det er bedst at bruge et mandolinjern til at skære helt tynde skiver af en jordskok, en gulerod, en rødbede eller en pastinak, og dernæst lægger du de fine skiver på en bageplade og overhælder dem med en god sjat olivenolie og drysser rundhåndet med salt og/eller krydderier. Krydderier kan være oregano, basilikum, timian eller persille
Så bager du dem i ovnen i cirka et kvarter. Søg gerne efter en konkret opskrift.
Så har du de lækreste og meget billige chips, som også er en god måde at spise grøntsager på. De kan sagtens erstatte chipsene til fredagshyggen i hjemmet til børnene eller tages med på arbejdet, til sportsaktiviteter eller i børnenes madpakke.
Server dem også som en snack inden Dronningens Nytårstale med en god dip til, som er lavet af creme fraiche og salt og citronsaft eller til et andet selskab, hvor gæsterne skal have en lille aperitif og en snack, inden de sætter sig til bords.
Disse rodfrugtchips kan også nemt tages med i fitnesscenteret og spises før eller efter træningen.
7. Frisk frugt og frugtsalat
Det kan synes helt oplagt at sige frisk frugt, men ikke desto mindre er der mange, der griber til det usunde slik og chips, når det skal gå stærkt i hverdagen og man ikke lige har så meget tid og overskud. Her kan frisk frugt gøres klart dagen før, hvor du laver det indbydende ved at skære frugten ud i bidder, og dette kan være alt fra ananas, æbler, appelsin, banan, papaya, passionsfrugt, kiwi, lichi og så videre. Det kan blandes, så du også laver en dejlig og frisk frugtsalat, som også kan tilsættes rosiner og nødder, og dernæst har du et lækkert og mættende mellemmåltid eller snack inden eller efter træningen. Tag en engangsgaffel med samt en serviet og sæt dig og nyd frugtsalaten. Du kan have nødderne og rosinerne i en lille boks for sig, og du kan tilsætte dem lige inden, du spiser dem. Så holder det hele sig superfriskt og lækkert.
8. Kiks med vegansk pålæg
Er du veganer er der også en del dejlige snacks og slik, som kan nydes og laves. Lav for eksempel dine egne kiks, hvor du blander:
1 brev kamillete
250 ml. kogende vand
50 gr. kokosmel
50 gr. hampefrø
25 gr. chiafrø
50 gr. olivenolie
1 tsk. salt
1/2 tsk. tørret brændenældeolie.
Find opskriften i bogen Fri for allergi, hvor disse kiks laves ved, at du blander ingredienserne sammen, og du fordeler dejen i et jævnt lag på en bageplade. De skal bages i ovnen i 20 til 25 minutter ved 150 grader. Dernæst skal bagepladen tages ud, og der skal skæres ud til kiks. Dernæst sættes de ind i ovnen igen og bages igen i 20-25 minutter, indtil de er sprøde. De skal blot køle af, og så har du de sundeste veganske kiks.
De kan spises alene eller med vegansk pålæg som pesto, hummus eller nøddepålæg. Tag dem med i madpakken eller til træningen, hvor der skal være plads til et mellemmåltid eller en sund snack under de fysiske aktiviteter.
9. Grøntsagsstænger
Det kan synes som et levn fra 1980´erne at vi foreslår grøntsagsstænger, men ikke desto mindre holder det stadigvæk. Her kan du skære nogle agurker, gulerødder og jordskokker ud i bidder eller stænger og lave en skøn dip til, som kan være hummus baseret på kikærter, tahin og olivenolie, eller en pesto lavet af friske krydderurter, pinjekerner og olivenolie.
De kan nemt laves dagen før og puttes i køleskabet, hvorefter du kan tage dem med til træningen, på arbejdet eller give dine børn dem med i madpakken.
10. Fladbrød med quinoa
Fladbrød med quinoa er især godt til dig, der lider af allergi. De er nemlig glutenfri og især gluten er kendt for at kunne genere en allergikers tarme unødigt meget, uden at man behøver at være decideret glutenallergiker. De består af chiafrø, varmt vand, olivenolie, quinoamel, rismel og salt. Man kan putte lidt bærkompot på dem og spise dem som en sund morgenmad, snack eller dessert.
Vi håber, at ovenstående bud på sunde snacks og chips har givet ny inspiration til, hvordan man kan erstatte slik og chips med alternativer, der smager mindst lige så godt og er sundere for krop og sjæl.